Terkel Andersen kræver i november 2026 en ny vurdering af blødersagen, efter at en britisk rapport har overbevist ham om, at Danmark kunne have beskyttet patienterne langt tidligere.
Den 9. december mødes Danmarks Bløderforening med sundhedsminister Ida Auken (S), som har bedt ministeriet færdiggøre sin vurdering af rapportens betydning for Danmark snarest muligt. Mødet kommer efter gentagne henvendelser fra Ekstra Bladet, der har talt med Andersen i hans første interview om sagen i mange år, fremgår det af Ekstra Bladets interview.
En britisk rapport ændrede perspektivet
Den 69-årige tidligere formand har fundet sine gamle dokumenter frem i Danmarks Bløderforenings lokaler i Høje Taastrup. I 12 år stod han i spidsen for foreningen og kæmpede for de patienter, der blev syge af den medicin, som skulle forebygge alvorlige blødninger.
I alt blev 91 danske blødere smittet med HIV og 177 med hepatitis C. Mange fik begge infektioner, og mange døde.
Andersen var ellers gået væk fra offentligheden efter årene 1985 til 1996, hvor han ofte optrådte i medierne.
»Det lyder sikkert mærkeligt, når man ved, hvor meget jeg var fremme i medierne i årene 1985-96, men jeg har aldrig været glad for at blive eksponeret. Og sagen gav sandt at sige også ar på sjælen på mig som for alle andre berørte,« siger han.
Den britiske undersøgelse Infected Blood Inquiry konkluderede i 2024, at smittekatastrofen i Storbritannien i vidt omfang kunne og burde have været undgået. Rapporten dokumenterer, at medicinen allerede i 1970'erne var kendt for at kunne overføre leverbetændelse.
»Jeg var virkelig chokeret. Men den viden havde vi ikke dengang,« siger Terkel Andersen.
Undersøgelsen omhandler Storbritannien, men viden om leverbetændelse var international. Danmarks Bløderforening mener derfor, at danske myndigheder havde samme udgangspunkt. Hvis de havde gjort medicinen sikrere mod leverbetændelse, kunne de efter foreningens opfattelse også have forebygget HIV-smitte, før virusset blev kendt.
Advarslen kom allerede i 1982
For Andersen begyndte sagen med en lille notits, som han mener at have læst i Politiken i efteråret 1982. En ukendt sygdom var fundet blandt blødere i USA. Han var i midten af 20'erne og begyndte at følge internationale medicinske tidsskrifter.
»Vi fik hurtigt en fornemmelse af, at her var noget, som kunne gå rigtig galt,« siger han.
Patienterne kunne ikke bare stoppe behandlingen. Lægerne advarede om, at blødere uden medicin risikerede alvorlige blødninger og senere invalidering. Foreningen var derfor afhængig af, at læger og myndigheder gjorde behandlingen sikrere.
Den 13. marts 1985 skrev foreningen til indenrigsminister Britta Schall Holberg (V). Den krævede varmebehandlet medicin til alle blødere og anbefalede screening af alt donorblod for antistoffer mod det virus, der i dag kendes som HIV.
Tallene i brevet var alarmerende. En dansk undersøgelse havde fundet antistoffer hos 54 procent af de voksne blødere, der deltog. I USA var 52 blødere registreret med AIDS i oktober året før, og 30 af dem var døde. Foreningen henviste også til Vesttyskland, hvor der siden 1. januar ifølge brevet kun måtte bruges varmebehandlede præparater.
Der gik 55 dage, før ministeriet svarede, at Sundhedsstyrelsen vurderede sagen. Den 27. juni bad Andersen om at fremrykke et møde planlagt til 15. august.
»Vi nærer begrundet frygt for, at situationen hurtigt vil udvikle sig,« skrev han.
Økonomi og dansk forsyning stod centralt
Sundhedsstyrelsens vurdering fra juni 1985 konkluderede, at varmebehandling kunne mindske smitterisikoen væsentligt. Styrelsen pegede samtidig på usikre leverancer og hensynet til dansk selvforsyning. Risikoen ved præparater fra dansk plasma blev vurderet som meget lille.
Skiftet til varmebehandlet medicin blev anslået at koste omkring fem millioner kroner ekstra. Ved det afsnit skrev Britta Schall Holberg: »Det finder jeg ikke nødvendigt.«
Under et skøn fra Statens Serum Institut på cirka ti millioner kroner til personale, lokaler og udstyr til en udvidet AIDS-indsats skrev ministeren: »De kan rende + hoppe!« Hun satte spørgsmålstegn ved, om udgifterne reelt gjaldt AIDS eller overlægestillinger.
Et generelt krav om virusinaktivering kom først i de følgende måneder. Andersen mener i dag, at dokumenterne viser, hvordan hensyn til produktion, forsyning og økonomi forsinkede beskyttelsen.
Foreningen tøvede også med at gå til pressen, fordi den frygtede stigmatisering af bløderne som risikogruppe, især konsekvenserne for børnene. Samtidig ringede forældre og spurgte, om medicinen var sikker. Nogle forsøgte selv at varmebehandle den i håndvasken. I juli 1985 kritiserede Andersen forløbet offentligt i Politiken.
Retssagerne gav ikke et fælles svar
Bløderne tabte deres erstatningssag i Østre Landsret i 1995. Foreningen vurderede, at det var for vanskeligt at bevise, hvornår den enkelte patient var blevet smittet, og deltog derfor ikke, da tre patienter ankede.
Højesteret fastslog i 1996, at Sundhedsstyrelsen havde begået en klar fejl. Kun én af de tre fik dog erstatning. De HIV-smittede fik adgang til statslig godtgørelse, men foreningens anmodning i 1997 om en tilsvarende ordning til patienter, der alene var smittet med hepatitis C, blev afvist.
Samme år mente Andersen, at foreningen måtte lægge sagen væk og komme videre. Behandlingen var blevet bedre, og han ønskede ikke, at en ny generation af børn med blødersygdom skulle vokse op i skyggen af frygten og sorgen.
Hvad kræver foreningen nu?
Danmarks Bløderforening henvendte sig til Folketingets Sundhedsudvalg om den britiske rapport i oktober 2024. Siden har foreningen forgæves søgt politisk opbakning, herunder ved henvendelser til statsminister Mette Frederiksen.
»Det er da en glædelig udvikling, men jeg må samtidig også sige, at det altså er mere end to år siden, at foreningen første gang skrev til udvalget,« siger Andersen om mødet med sundhedsministeren.
Foreningen ønsker politisk anerkendelse af ansvaret og mere hjælp til smittede, pårørende og efterladte. Andersen kalder ventetiden ubehagelig og håber på en værdig afslutning.
For ham rækker sagen også ud over de historiske fejl. Han anerkender fremskridt i patientsikkerheden siden 1980'erne, men spørger, om systemet i dag reagerer hurtigt nok på advarselssignaler. Den næste patientgruppe, der opdager en alvorlig fejl i sin behandling, kan blive lige så afhængig af, at myndighederne lytter, handler og dokumenterer læringen.
Ofte stillede spørgsmål om blødersagen
Hvor mange danske blødere blev smittet?
91 danske blødere blev smittet med HIV, og 177 blev smittet med hepatitis C. Mange blev smittet med begge sygdomme.
Hvorfor vil Danmarks Bløderforening have sagen vurderet igen?
Foreningen mener, at international viden om leverbetændelse i blødermedicin kunne have været brugt til at gøre behandlingen sikrere, allerede før HIV blev opdaget.
Hvad sker der politisk nu?
Danmarks Bløderforening mødes med sundhedsminister Ida Auken den 9. december 2026. Ministeriet skal først færdiggøre sin vurdering af den britiske rapports betydning for Danmark.
