Radikale taber første slag: Tørklædeforbud afslører magtbalance i ny regering

På under 72 timer vendte Radikale Venstre 180 grader i spørgsmålet om tørklædeforbud i retssale. Forløbet er et tidligt og tydeligt signal om, hvem der reelt har magten i den nye firkløverregering, vurderer politiske kommentatorer.

Fredag sagde retsordfører Maria Georgi Sloth (RV) til Berlingske, at partiet havde meget svært ved at se problemet i, at anklagere bærer tørklæde i retten. Få dage senere åbnede partiet over for Ekstra Bladet for, at anklagere kan blive underlagt samme krav til fremtoning som dommere. I praksis betyder det et forbud mod muslimsk tørklæde i retssalen.

Hvad skete der i tørklædesagen?

Forløbet begyndte, da justitsminister Nicolai Wammen (S) meldte ud, at han ville have ændret reglerne. Herefter fulgte Radikale trop. Ifølge Ekstra Bladets politiske kommentator Anders Langballe er sagen et kernepunkt i forståelsen af den nye regerings interne magtbalance.

Jeg tænker, at det helt indlysende gør ondt. Men det er også den pris, Radikale har måttet affinde sig med, at de kommer til at betale i en række tilfælde, når det handler om værdipolitik, siger Langballe.

Afstanden mellem Socialdemokratiet og Radikale er betydelig på værdipolitikken. Tørklædesagen er derfor et eksempel på et område, hvor Radikale må acceptere at tabe for at få regeringssamarbejdet til at fungere.

Hvorfor giver Radikale sig på værdipolitikken?

Ifølge Langballe er sagen begrænset nok til, at Radikale kan vælge at give sig. Der står ikke hundredvis af anklagere med tørklæde, som han formulerer det. Til gengæld har spørgsmålet stor symbolpolitisk betydning for Socialdemokratiet, som er i konstant kamp mod DF.

For Radikale handler det om at vise regeringsduelighed. Ministerposterne giver partiet indflydelse, men hver gang de må opgive tidligere mærkesager, slider det på troværdigheden.

Nu skal Radikale vise, at de faktisk er klar til at sidde i regering. De kan også leve højt på ministerposterne et antal gange, men hver evig eneste gang de må give køb på noget, de tidligere har ment, så slider det.

Er Radikale blevet banket på plads?

Langballe svarer ja. Han vurderer, at Radikale ikke ville være endt i denne situation, hvis partiet havde forberedt sig bedre.

Det er i hvert fald et af de punkter, hvor Radikale nok ikke var endt i den her situation, hvis man havde forberedt sig rigtig godt. Det her er symbolpolitisk vigtigt for Socialdemokratiet, og det burde de nok have set komme.

To divisioner i regeringen

Forløbet illustrerer ifølge Langballe en større skævhed i regeringen. Han opdeler den i to divisioner:

• Første division: Mette Frederiksen (S) og Lars Løkke Rasmussen (M)
• Anden division: Martin Lidegaard (RV) og Pia Olsen Dyhr (SF)

Frederiksen og Løkke er begge vant til at føre benhård magtpolitik, tage konflikter og presse deres position igennem. Det kan udstille SF og Radikale som juniorer.

Samme problem for SF

Radikale er ikke alene om at skulle flytte sig. SF har senest på SU-området måttet acceptere tiltag, som Pia Olsen Dyhr siden har haft behov for at slå fast ikke kom fra SF's egen baghave. Partiets linje har gentagne gange været klar: Man vil ikke pille ved SU'en.

Langballe beskriver forskellen i magtspillet således:

Når det handler om klassisk magtpolitik, spiller Mette Frederiksen og Lars Løkke i en anden division end særligt Martin Lidegaard, men også Pia Olsen Dyhr.

Internt i Socialdemokratiet og Moderaterne bliver Lidegaard angiveligt omtalt som Martin Evigglad, fordi han altid er glad og tilfreds med sin ministerpost.

Hvad betyder det for regeringens stabilitet?

Spørgsmålet er, hvor mange gange Radikale og SF kan acceptere at tabe på værdipolitikken, før regeringssamarbejdet kommer under pres. Data fra tidligere regeringsdannelser viser, at partier, der gentagne gange må opgive mærkesager, typisk oplever faldende vælgertilslutning. For Radikale, der historisk har profileret sig på borgerlige frihedsrettigheder, er tørklædesagen netop sådan en mærkesag.

Fakta Nu vurderer, at sagen er et eksempel på, hvordan regeringsdeltagelse kan tvinge partier til at prioritere magt over ideologi. Spørgsmålet er, hvor mange sådanne slag Radikale kan tåle, før partiet mister sin politiske identitet og dermed sin vælgerbase.