AC Horsens holder FCN i skak: 1-1 i sæsonens første hjemmekamp
Oprykkerne fra AC Horsens spillede søndag aften 1-1 mod sidste sæsons bronzevindere fra FC Nordsjælland på en regntung Hybel Arena Horsens. Med en disciplineret indsats og stor arbejdsiver kæmpede horsensianerne sig til sæsonens første point i en kamp, hvor de gjorde livet svært for favoritterne.
FC Nordsjælland var på forhånd favoritter og skabte massevis af chancer, som de ikke kunne sparke ind. Hjemmeholdet viste på samme tid, hvorfor de gennem årene har fået tilnavnet Den Gule Fare.
Hvem var kampens nøglespiller?
Adrian Justinussen fortsatte målformen fra sidste sæson. I kampens 43. minut omsatte den færøske angriber sikkert et straffespark til slutresultatet 1-1. Målet faldt et tørt sted for Justinussen, der søndag formiddag kunne se, at AC Horsens havde hentet en direkte konkurrent til angriber-positionen i form af Kelvin Ehibhatiomhan fra Reading FC.
På udeholdet var Caleb Yirenkyi en lysende stjerne. De seneste uger er det kommet frem, at storklubberne Chelsea FC og Real Madrid er ude efter FC Nordsjællands ghanesiske stortalent. Og det forstår man godt efter søndagens kamp.
Hvad siger statistikken om indbyrdes opgør?
Efter sidste sæson ville mange nok udpege FC Nordsjælland som favorit mod oprykkerne. Den indbyrdes statistik fortæller dog en anden historie. I de seneste syv indbyrdes opgør har begge hold vundet én kamp hver, mens de resterende fem opgør er endt med remis. Aftenens 1-1-resultat fortsætter dette dødvande.
Hvorfor var stemningen mat på Hybel Arena?
AC Horsens skød søndag aften gang i deres Superligasæson på hjemmebane. Alligevel var der en lidt mat stemning, hvor 3379 tilskuere havde fundet vej til tribunerne. Forklaringen: AC Horsens' mest aktive fans var placeret i det sydøstlige hjørne af stadion, mens begge mobile endetribuner stod tomme bag målene. Det gav et anderledes lydbillede end på de fleste andre Superliga-stadions.
Hvad er udfordringen for FC Nordsjællands træner?
Jens Fønsskov Olsen har ikke fået den start på sæsonen, han havde drømt om. I sæsonens to første kampe er det blevet til et nederlag med svenske GAIS i den første Conference League kvalifikationskamp, mens det i søndagens opgør blev et remis. Selvom FC Nordsjælland skabte utallige chancer, lignede de et hold, der manglede skarphed. Og uden skarphed kan man ikke blande sig i toppen af 3F Superligaen.
Foto: Ekstra Bladet